Pussyland + graphic novel-albummet Pussyland Express

IMG_9968.jpg

Da jeg tidligere anmeldte forfatteren Henrik Lists roman ”Solen skinner aldrig på en go-go-bar”, opdagede jeg, at personerne fra bogen, varmen og stemningen blev ved med at vende tilbage, og så faldt jeg over en anden af forfatterens udgivelser. Eller rettere sagt – to sammenhængende udgivelser, som hurtigt voksede til tre, fordi der er et vedhæng til novellesamlingen, en CD med blandt andet Jokeren på en fremtrædende plads. Det er faktisk en spændende detalje, som lige tilføjer samlingen en ekstra dimension.

Her vil jeg dog koncentrere mig om henholdsvis novellesamling og Graphic novel-albummet Pussyland Express.

Første indtryk

Som i romanen (Solen skinner aldrig på en go-go-bar), så er novellesamlingen renset for forkølede moralske opstød, hverken over brugen af stoffer, prostitution eller over de oceaner af alkohol der konsumeres på siderne. Forfatteren har mødt disse mennesker, i hvert fald nogen der ligner, og hvis man som læser forarges, bliver det en privat fornøjelse. Her er det heller ikke ”synd for” eller ”samfundets skyld”. Og hvis det alligevel er, så er det ikke noget der ødelægger den gode historie. Læseren præsenteres for det usminkede billede: Sådan var det. Det var hvad jeg så og hørte.

Noter undervejs læsningen

Alle fortællingerne i Pussyland foregår i USA. Vi er i New York, vi møder en noget tvistet del af Miami, og vi havner i udkanten af Albuquerque. Læseren er med hele vejen rundt i det dekadente undergrundsmiljø. Fra stripbar til fetishfest. Trækkerdrenge på eventyr og farverige transpersoner af alle køn, indiske motelejere på jagt efter en dansk købe-kone. Det er bare et udsnit af det mildest talt farverige persongalleri.

Det handler om sex, drugs & rock’n’roll, det handler en hel masse om sex, men det handler nok først og fremmest om møder med mennesker der forandrer hovedpersonen selv. Det er historier fra livets overdrev, fortalt af dem selv, portrætteret sublimt af forfatteren.

Det er svært ikke at blive draget, lokket og trukket ind i dette stemningsfulde eventyr. Visse steder væmmes jeg som læser, andre steder ler jeg højt, fordi der også er så meget humor i teksterne. Men frem for alt, så fascineres jeg af en verden jeg ikke kender meget til, men nu forstår en lille smule bedre.

Fortælleren – den navnløse – tager for sig af retterne, hvor han end er. Om det er stoffer, det lettilgængelige kødmarked eller alkohol. USA er krænget om på vrangen og præsenteres her før charterturistboomet blev en realitet. I en verden hvor alt kan og vil ske. Det er jo USA!

Den selvbiografiske novellesamling indledes med Pussyland, som slår stemningen an. Hovedpersonen er i New York. Omsider. Et land han har drømt om. Han er sammen med Louise, der gerne vil sove, fordi de skal nå så meget mens de er her, og de skal være friske. De skal også tidligt op, Andy Warhols billeder venter. Men vores hovedperson, han kan ikke sove, og udenfor lokker den lumre natteluft og neonreklamerne frister med Marilyn Monroe i spidsen. Han forlader med Louises billigelse hotelværelset og træder ud i natten.

Her trækkes læseren så dybt ind i den del af New York der sjælden anprises af turistbrochurene. Mens Louise sover de troskyldiges søvn, får hovedpersonen New York serveret af nattens skabninger og følger viljeløst med, når de erfarne sorte hookers viser ham deres egen kunst. En lang nat tager ham med, trækker ham ind til sig, sluger ham og spytter ham ud igen. For de penge han så gavmildt deler ud.

Tilbage på hotellet går det op for ham, at han aldrig blev tvunget, aldrig blev forledt. Han kunne selv være drejet af, gået en anden vej. Han kunne være drejet til venstre nede ved Broadway, skrået op ved Times Square, og han kunne være vendt tilbage til hotellet på 49. gade med god samvittighed. Og på værelset sover Louise stadig, nu med let åben mund og i egne drømme. Og om lidt venter Andy Warhol og alle oplevelserne.

– Så er stilen ligesom lagt. Mere sarte mimoser er nok allerede stået af, vi andre, vi trækkes med. Fascineret, frastødt og allerede lokket i honningfælden.

Mødet med tvivlsomme eksistenser giver et anderledes blik på ”Mulighedernes land” og ”Landet hvor enhver er sin egen lykkes smed”. USA har det hele, og selvom Henrik Lists fortællinger er langt fra turistbureauernes, så er der mere juice og mere saft og kraft i den version som forfatteren præsenterer her.

Novellen efterfølges af ”Mickey & mig”.

Historien foregår tidsmæssigt efter Miami Vice, serien der klistrede de danske tv-seere til skærmen, før alt det med internettet og i hvert fald også før charterturist-invasionen. Hovedpersonen er i Miami for at tjekke undergrundsmusikscenen. Her starter vi. Og også her damper det fra siderne, når der sniffes coke hos en gangster. Her møder vi sørme Mickey Rourke – eller rettere sagt – vi møder lige præcis ikke (og den novelle vender jeg lige tilbage til).

En anden novelle der gjorde indtryk, er den barske ”Bukowskis dame”. Det er en grum historie om Gina, den nogle og fyrre-årige – sandsynligvis endnu ældre kvinde – som indleder forholdet til vores hovedperson, for at ”fremme ungt kød”, og han der kun og kun indleder forholdet, fordi Gina for årtier siden har haft et seksuelt forhold til hans egen private helt, forfatteren Bukowski. Der er ingen fingre lagt imellem når de hårde, men sande ord om hovedpersonens ældre elskerinde smækkes i synet (og i hjertet) på læseren. Det er ondt. Det er grusomt skrevet. Det er sandt.

En anden novelle der gjorde indtryk er ”Lullu-Belle”. En historie der svitser begrebet ”sin egen lykkes smed” over sagte, hjerte-smertende gløder.

Her møder hovedpersonen det patetiske par i far og hans fremmelige datter Lullu-Belle, der lever på bunden af den amerikanske drøm, men med håbet intakt. For Lullu-Belles far er bror til selveste Steven Tyler (karismatisk forsanger i rockbandet Aerosmith) og far til den smukke datter, der med sikkerhed kan nå langt. – Se bare Steven Tylers egen datter! Når hun kan!

Det gør ondt helt ind i læsersjælen, når drømme smides op mod den blå himmel og falder så tungt til jorden igen. Kun en spytklat borte fra berømmelse og penge, hvis bare Steven Tyler ville åbne døren lidt på klem … Lists pen er ætsende, den er nådesløs. Men hvor er den skarp og god.

En gul post it er sat ind på side 211 i novellesamlingen:

”Beskrivelse af hotelværelset,” står der. Og med mindre bogstaver:

”Kvalme! Fysisk dårlig. Aldrig oplevet før med tekst.”

Og jeg kan faktisk ikke huske før at være blevet fysisk dårlig af en tekst. Men i novellen ”76 lande og 17 moteller” lykkes det faktisk forfatteren at give mig intens kvalme, da hovedpersonen træder ind på sit motelværelse, især da han inspicerer badeværelset.

Hvor stødende det end må være overgiver læseren sig alligevel lige så let, som hovedpersonen selv, da motellets omgivelser inklusiv gæster og staff trænger sig på og insisterer på at invadere hovedpersonens liv. Den indiske motelejer der ikke vil giftes med en pige fra hjemlandet, men i stedet drømmer om en lyshåret, dansk og langbenet kvinde, er glimrende portrætteret og endnu stærkere bliver det, da en alt for ung lolita dukker op – på køleren af hovedpersonens bil.

Efter endt læsning

Kan man komme helt til tops, kan man også falde helt igennem. Novellerne er fuld af bristede illusioner og drømme på vej til at blive knust. Flere af bogens personer jagter desperat lykken i form af penge og berømmelse. Hovedpersonen drømmer selv om det samme, og kontrasten mellem den toværelses andelslejlighed hjemme på stenbroen, og så de boliger han møder på sin vej, det er (også) interessant.

Da jeg havde sunket Pussyland, rakte jeg ud efter:

Graphic novel-album: Pussyland Express

IMG_9972.JPG

Hvordan forlag og forfatter mon fik den fremragende idé at lade tre af Danmarks dygtigste tegnere arbejde med nogle af samlingens noveller, ved jeg ikke. Men idéen er oplagt, når man tænker over forfatterens billedrige sprog der emmer i stærke metaforer. De tre tegnere Søren Mosdal, Pedro Lopez og Jørgen Bitsch, har hver portrætteret en novelle fra bogen. Tegningerne er tro mod sit bagland og lægger et hårdkogt, men stilsikkert lys over teksten.

De spiller godt op til hinanden, de tre. For selv om de dramatiske streger fra historie til historie er forskellige, så matcher de tonen der damper gennem novellesamlingen og videregiver den – in your face – til læseren.

Noter undervejs læsningen

Hver novelletegneserie indledes med et længere uddrag, så man hurtigt er inde i historien inden tegneren tager over.

Vi lægger hårdt ud med Søren Mosdal, der i skarpe pennestrøg fremviser det New York der ikke er med på postkortene. Hovedpersonen i åbningshistorien kan ikke sove, og fra hotelværelsets vinduer blinker stjerner om kap med neonskilte. Kvinden i sengen sover allerede, og de skal tidligt op og ud at opleve noget. Men natten trækker og natten venter med alt det man ikke må.

Vi følger hovedpersonen gennem en søvnløs nat midt i det eksotiske kødmarked der åbenbarer sig så snart han forlader det trygge hotel. Læseren overgiver sig hurtigt i fascination over de undergrundsmiljøer der præsenteres med og uden glitter.

Næste novelle er en af mine favoritter fra Pussyland; Mig & Mickey. Her boltrer hovedpersonen sig mellem cubanske gangstere, transvestitter fra helvede og striber af coke, så det nærmest drysser ud af siderne. Pedro Lopez fanger nerven godt i historien om dengang hvor hovedpersonen næsten fik en snak med Mickey Rourke, den så berømte filmstjerne der her ikke længere huserer i Hollywood, men lever af at bokse i undergrundsmiljøer. Filmstjernen selv er fanget i få, men genkendelige, afslørende streger.

Den sidste novelle er tegnet af Jørgen Bitsch. Det drejer sig om “76 lande og 17 moteller”. Det er en af de noveller der gjorde det største indtryk på mig i novellesamlingen, og det er interessant at se hvordan tegneren har fanget især den lille lolita-luder så skrapt.

Det er en sørgelig og grotesk, men meget velskrevet fortælling om motellet på Route 66, et sted midt i ingenting, hvor prostituerede ofte er mindreårige. Politiet er som skåret ud af en film og motelejeren er lige så frygtelig som forventet. Jørgen Bitsch er mesteren for stregen og for billederne af den alt for unge Geneviere.

Efter endt læsning

Gennem alle tre historier er sex gennemgående en vare der handles. Der købes og sælges for en dagspris, oftest til forhandling. Der er stripbarer og whisky i glasset. Der er stoffer i kroppen og tekno og rap i øregangen. Og når hovedpersonen har efterladt en fest som en bedre rockstjerne efterlader sit hotelværelse, så er det tilbage på vejen igen. Route 66, naturligvis.

Detaljer som jeg ellers bed mærke i

Tegningerne emmer af høj musik og bevæbnede gangsters bag baren og på alle gadehjørner. Det er varmechok og dampende nætter. Det er gribbe svævende over ørkenen på doven udkig efter næste bilist løbet tør for benzin. Ruderne dugger under læsningen, når vi trækkes ind i en drøm fuld af mareridtsekvenser. Jeg synes, at tegneseriehistorierne understøtter novellerne, men samtidig trækker dem endnu skarpere op. Sammen både komprimerer de fortællingerne, men åbner dem også op for læseren, og det giver dem en ny og interessant dimension. På den måde får hver historie sit eget selvstændige univers.

Tidsmæssigt foregår alle novellerne – og kortprosaglimtene i midterstykket – i slutningen af 1980’erne og første halvdel af 90’erne. New York er i dag helt forandret, og det slibrige porno- og prostitutionsmiljø, der var meget synligt omkring Times Square, 42nd. Street og 8th. Avenue, som forfatteren lader titelnovellen foregå i, er fuldstændigt forsvundet i dag. Området er i dag pænt og mainstream og forbeholdt familieturister,

 

Kort om forfatteren:

Henrik List, f. 1965, lever i dag af sit forfatterskab gennem mere end 20 år, men har også en fortid som fastansat kulturjournalist og anmelder på Berlingske gennem mange år.

Titel har sin egen hjemmeside.

Titlerne købte jeg her.

Create your website with WordPress.com
Kom igang
%d bloggers like this:
search previous next tag category expand menu location phone mail time cart zoom edit close