SOLEN SKINNER ALDRIG PÅ EN GO-GO-BAR

Da romanen udkom for et par år siden vakte den en del furore og blev i et landsdækkende dagblad groft anmeldt som en slags fagbog skrevet af en gammel gris. Det er synd, for der er tale om en velskrevet og satirisk spiddende rundrejse i journalistikkens overdrev, hvor pæne dagbladsfolk og andre godtfolk hænges ud som de hyklere de (sommetider) er. Det gør Henrik List vældig godt i sin bog.

 

Forsiden viser et buddhistisk alter. De små gyldne figurer, Buddhaen på toppen og røgelsespindene der stille damper, indikerer et gudfrygtigt folkefærd. Der går et øjeblik før beskueren får øje på den mindre skov af kunstfærdigt udskårne thailandske symboler der også pryder den religiøse opstilling.

IMG_9669.JPG

Første oplevelse

En stor kunstudstilling er på trapperne. Faktisk åbner den om lidt. Kunstneren er den verdensberømte danske kulturpersonlighed William Flemming der fremviser sine Gauguin-inspirerede erotiske fotos af purunge, halvnøgne thaipiger. På Statens Museum for Kunst.

Medierne lugter blod da kunstneren sammenkædes med rygter om misbrug af børn i Thailand, og måske taler rygterne om børneporno også sandt? Og hvor gamle er de børn på billederne egentlig? Pludselig står udstillingen i et andet lys. Den yngre journalist Rune med de store ambitioner får mirakuløst tjansen, da avisens sædvanlige reporter på de kanter akut sygemeldes. Rune skal til Thailand, ned for at undersøge sagen nærmere.

Rune har aldrig været i Thailand, men han har lige været på Bali med sin kæreste, og han forventer cirka samme oplevelse, selvom han godt nok har hørt, at det går noget heftigere for sig i Pattaya.

Hans kæreste reagerer voldsomt ved tanken om at sende sin kæreste alene til Thailand.

(Citat fra romanen):

”Mikalas øjne var blevet kolde, og der havde ingen vilje været til at forstå, hvorfor hendes kæreste og samlever af dén grund, uden forvarsel, pludselig rejste til Thailand for at skrive en ”skodskandalehistorie” – ovenikøbet til sexturisternes mekka Pattaya, der ifølge hende ”nok lige var hele verdens fucking klammeste rejsemål.”: ”Jeg troede faktisk, at du arbejdede på en seriøs avis, okay?!”

Dernæst skiftede han strategi og argumenterede mere stramkæbet for, at det var en sag af almen interesse, demokratisk betydning, eftersom Flemming var en anerkendt kunstner, som burde opføre sig anstændigt; som måtte påtage sig et moralsk ansvar over for de mennesker, han brugte som ”råstof” i eller til sine værker: ” … a la corporate social responsibility bare for kunstnere, ikke?”

Nogenlunde det samme havde chefredaktøren sagt oppe på hjørnekontoret om formiddagen, men det prellede af på kæresten. Ligesom fake-indignationen gjorde, da han spurgte, om hun som humanistisk universitetsstuderende i ramme alvor mente, at pressen burde lade være med at tage ud og skildre virkeligheden de steder i verden, hvor man ikke brød sig om forholdene?”

 

Noter undervejs læsningen

Det er sådan en roman, hvor man ofte griner og især krummer tæer over især den unge Rune Lütkens oplevelser på den anden side af kloden. Hans oplevelser i Pattaya er både informative, og sikkert faktuelt rigtige, men også fantastisk afslørende af Vestens typiske måde at tænke på.

Rune er dog ikke den eneste danske journalist i området på jagt efter den svulstige skandalehistorie. Bob Larsson er en ældre freelancejournalist, der også gerne vil levere et scoop til avisen. Bob har en noget anden tilgang til tilværelsen gennem sine mange år i Thailand, og de to typer, som kontrast til hinanden, gør noget ganske særligt ved teksten.

Den unge Rune med det lidt naive verdensbillede, var den person i bogen, som fangede min opmærksomhed mest. Han oplevelse af at få revet sjælen ud af brystet, da han forsvinder dybt ind i den heksekedel af sex, alkohol og religion som Pattaya tilbyder så rigt et mål af, er fremragende beskrevet. Alt er så fremmedartet og så anderledes end Rune troede da han ankom. Det minder heller ikke spor om Bali. Alene omgivelserne – den voldsomme kontrast mellem rig og fattig, klods op ad hinanden, forvirrer ham allerede på vej fra lufthavnen. Her opstår en grotesk morsom scene, da han opdager forskellen mellem guidebogens anprisning af den høje grad af hygiejne, som Thailand er så et smukt eksempel på, og så den virkelighed som Rune møder på det landevejstoilet, hvor han akut må søge ind.

Kulisserne er skarpt tegnet. Farvestrålende og voldsomt. Det damper så kondensvandet striber ruderne, når forfatteren med sikre pennestrøg ridser livet op i Pattaya. Man dufter, ånder og mærker varmen, når Henrik List folder sig ud i farver. I timer forsvinder man med rundt til et fuldstændigt fremmedartet samfund, hvor befolkningen egentlig har nok i sig selv og kun nødtvungent plejer omgang med en falang (udlænding).

Flere gange undervejs læsningen tænkte jeg, at i en anden genre kunne det være historien om beboerne på en anden planet. Som sci-fi ville fortællingen måske glide lettere ned for den del af anmelderkorpset der fik romanen galt i halsen i første omgang, fordi – så fremmed en mentalitet – som thailænderne her påstås at have – det kan da næsten ikke passe.

Om det alt sammen så passer, er sandt, kunne være foregået, skal jeg ikke kloge mig på – det er trods alt en roman og forfatter og hovedperson er sjældent den samme. Til gengæld efterlader bogen mig nysgerrig efter at vide mere om en fremmedartet verden. Romanen er langt fra rejsebureauernes glitrede reklamer, men fascinerende som den side af spejlet du ikke kan nå. Jeg er en smule klogere og en del mere forvirret efter læsningen af en roman, der vender vrangen ud på den ”virkelighed”, jeg normalt præsenteres for.

 

Ved endt læsning

Heftige døgn er endt. Verden står stadig på en eller anden måde, men alle involverede kommer forvandlede ud.

Persongalleriet er glimrende, synes denne læser. Jeg morede mig især over den unge Rune med de fasttømrede overbevisninger om verden og dens indbyggere. Jeg elsker hvordan forfatteren tager ham og de andre i nakken og kaster dem som kegler ind i begivenhedernes centrum. Ind i spillet.

Skurkene er godt skåret, de er faktisk rigtig grumme. Realismen er udpenslende og gåsehuden rejser sig i en slutscene, hvor vores (anti)helt forsøger at komme væk fra dem der med sikkerhed vil slå ham ihjel. Frygten rejser sig i læseren, for her er det døden der venter. Hvis nogen på dette tidspunkt har smidt de naive briller, er det læseren. Hovedpersonen er da heller ikke sikker på andet end at livet slutter lige nu.

Min eneste anke går på en udtalt mangel på replikker i romanen. Det ærgrer denne læser, der holder af at lære om persongalleriet gennem udsagn og handlinger. De replikker der optræder i teksten er så skarpe og det medfølgende kropssprog så talende, at jeg gerne ville have haft meget mere af det.

 

Detaljer jeg ellers bed mærke i

Her er ingen sentimentalitet om den fattige pige fra landet, der mod sin vilje indfanges og fastholdes til en skæbne værre end døden. Der lægges i romanen ikke skjul på, at der foregår omfattende trafficking af mindreårige piger til lokale bordeller, men i romanen her kommer de primært fra nabolande som fx Cambodia og Laos. De thaikvinder som hovedpersonerne møder, har oftest en lidt anden baggrund, der virkelig dårligt spiller sammen med især Runes så fasttømrede verdensbillede.

Hvor ligger sandheden så? Sikkert et sted midt imellem, tænker jeg. Hvis der overhovedet er en sandhed? For mennesker er ikke ens hverken her eller i Pattaya. Det er i denne anmelders øjne farligt at gå ud fra at andre mennesker tænker som en selv, vil handle som man selv vil i situationen, og især tro, at andre oplever verden på samme måde som man selv gør. Det er farligt at tro, at vi mennesker er ens, bare vi er nøgne.

Romanen købte jeg her

– og hentede så – som supplement – lydbogen på e-reolen. Det viste sig at være en stor fordel, for forfatteren indtaler selv, og det giver altså lige en ekstra nerve til teksten.

 

Reklamer
Create your website at WordPress.com
Get started
%d bloggers like this:
search previous next tag category expand menu location phone mail time cart zoom edit close