Vilde dyr

Menneskejagt

Jeg hørte om romanen ”Vilde dyr” gennem en anmeldelse på en blog. Bogen var lige udkommet, og alene bagsideteksten gjorde et stort indtryk. En mor med sin 4-årige søn i zoologisk have lige før lukketid. En stille tur i parken, før turen går hjem. Men den dag sker der noget helt forfærdeligt på vej ud som betyder, at mor og søn vender om og løber tilbage ind i haven.

Forsiden indbyder til læsning. Farven er velvalgt. Der loves en pageturner

IMG_8548.JPG

Første oplevelse

”Mørkere end natten. Vildere end et dyr. Tættere på, end du tror!” Det er store ord på bogens bagside. Jeg kunne da heller ikke få åbnet den bog hurtigt nok, da den omsider landede udenfor min dør en stille nat.  – Spørgsmålet er naturligvis om den tekst så også lever op til de lovende ord? En bog der foregår i zoo efter lukketid. Hvor interessant! Hvis der så også lige er et par uhyrer løs derinde, så ville det lige være en bog efter mit hoved. Og det er der jo heldigvis også. Det finder jeg hurtigt ud af, mens jeg læser.

Noter undervejs læsningen

Er omkring halvvejs inde i bogen. mens dette skrives. Historien foregår stadig inde i zoo (det gør hele romanen), og mor og søn på fire år skjuler sig for dem, der ønsker at slå dem ihjel. Hvert kapitel indledes – i stedet for kapitelnummer – med et klokkeslæt, når vi følger hovedpersonen. Det har nok to formål. Fortælle hvor langt i historien vi er kommet (den strækker sig over tre timer) og så måske for at give læseren en fornemmelse af selv at være der sammen med mor og søn.

Kl. 16.55 begynder bogen, og den fortsætter tre timer frem. 18.17 er vi stadig godt med (læg mærke til de skæve tidspunkter, der fint øger troværdigheden, som når man tilfældigt kigger på uret). Næste kapitel hedder: 6.28. Herefter 6.40 og så kommer 18.58. Læseren bliver en smule forvirret? Er der nu gået et halvt døgn? Det virker da ikke sådan, når man læser teksten. Næ, det er bare forlaget der snubler i korrekturen. Det skulle jo nok have heddet: 18.28 og 18.40. (Ellers bemærkede jeg ikke fejl i teksten).

Ved endt læsning

Så er bogen læst færdig. Tre timers indespærring i zoologisk have er slut. Mor og søn er tilbage i deres trygge liv. Mor skal nok lige runde hospitalet.

Får vi nogensinde en rigtig forklaring? Det synes jeg egentlig ikke. Måske er det heller ikke forfatterens mening? Trods alt handler romanen om en mors kamp for at overleve sammen med sit barn i et inferno af vanvid. Ikke så meget hvordan bipersonerne kom videre. Og spædbarnet. Mere om spædbarnet senere.

De fleste af persongalleriet er godt beskrevet, flot portrætteret. Mor (Joan) virker helstøbt som person. Jeg tror virkelig på at hun vil dø for – og at hun om nødvendigt vil dræbe for – sit barn. Det samme mener jeg om Lincoln (sønnen) og de to andre personer fra romanen (den pensionerede lærerinde og den 16-årige pige der arbejder i zoos cafeteria). Alle er de (stort set) troværdigt tegnet og jeg tænker, at de godt kunne findes derude i virkeligheden (mere også om lærerinden senere).

Skurkene hænger desværre noget mere, synes jeg. Jeg kan simpelthen ikke forstå deres bevæggrunde for at optræde som de gør. Det er som om forfatteren ikke har gjort nær så meget ud af deres endemål, som af heltenes. Den eneste forklaring som læseren får, er noget med at de onde søger evigt liv/berømmelse. Som skoleskyderierne, som episoden i zoo også rimer meget på.

Min kritik går især på den ene skurk. Den største dummerniks næsegruse beundring for initiativtageren til deres udåd. Han (dummernick) er på kanten til at være troværdig. Savner at forfatter runder hvorfor de tre handler så grusomt, som de gør. De er tilsyneladende bare nogle dumme hvide fyre med overherredømme-drømme. Nogle banale rednecks.

”- Er de ikke altid det?” spørger heltinden retorisk i begyndelsen af bogen.

Ret hurtigt inde i romanen træffer vi andre gæster i den zoologiske have. Lærerinden Margaret præsenteres en anelse banalt som den pernittengrynede, overkorrekte pensionerede lærerinde der kritisk i sin tankegang stirrer ud på den verden, som hun forventer snart at forlade. Næsten glæder sig til at forlade. Hun portrætteres en smule i overkanten og da hun så også viser sig at være kristen, så passer puslespillet da helt i stereotypen.

Detaljer jeg ellers bed mærke i

Der er nogle rigtig gode og spændende beskrivelser af omgivelserne. Den zoologiske have er uhyggelig når mørket falder på, og det får forfatteren præsenteret godt. Jeg synes at Gin Phillips fint udnytter sit scenegulv og kommer godt ud i krogene. De indespærrede døde og levende dyr hovedpersonerne møder giver også fine billeder på nethinden. Skræmmende og detaljeret fortalt.

Smutter: I en scene samler en ung pige et undsluppen murmeldyr op i armene, og bærer rundt på det. Murmeldyret læner sig kælent ind til sin bortfører og synes at nyde oplevelsen. Det virker usandsynligt at et vildt dyr frivilligt lader sig slæbe omkring, men ellers er jeg med hele vejen rundt i zoo.

På et tidspunkt optræder et spædbarn i en skraldespand. Nervepirrende og følelsesmæssigt højspændt scene. Faktisk hører vi løbende om spædbarnet og møder babyen på et tidspunkt. I en skraldespand. Hovedpersonens reaktion og handling her er grusom, men sikkert troværdig. Man vil altid redde sit eget barn først.

Hvad kan jeg selv lære af bogen rent skriveteknisk?

Skriveteknisk bemærker jeg to ting. Fra en anmeldelse på litteratursiden fandt jeg følgende rammende citat:

”Som spændingsskaber kan Dan Brown nogle ting, som andre forfattere ville misunde ham, og metoden med at lade hvert af de mange, korte kapitler slutte med en cliffhanger og hele tiden at lade fokus skifte mellem alle de forskellige personer er med til at skabe den helt store læsefornøjelse.”

Jeg tænker at forfatteren har ladet sig inspirere af samme teknik, og jeg synes virkelig, at hun slipper godt fra det.

Forfatteren Gin Phillips er eminent dygtig til kort at ridse scenen op. Læseren er ikke et sekund i tvivl om hvor vi er, og hvem vi følger i de korte kapitler. Det er altid interessant at være inde i hovederne på forskellige personer i en roman. Gin Phillips sprog er let og levende. Hun er nem at læse og de følelsespedaler hun træder på undervejs, virker hverken påklistrede eller utroværdige.

De indre dialoger er (tildels) gode. Min anke om skurkens manglende (formulerede) drivkraft kan læses længere oppe i anmeldelsen. De indre dialoger giver resten af romanen en fin baggrundsinformation og vigtig læserviden om de ting, der ligger udenfor hegnet i den zoologiske have. Alt i alt en positiv læseoplevelse.

Jeg købte romanen her.

En kommentar til “Vilde dyr

  1. Rigtig fin anmeldelse. Jeg har virkelig lyst til at læse bogen selv og skriver den på min læseliste.

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

Create your website with WordPress.com
Kom igang
search previous next tag category expand menu location phone mail time cart zoom edit close